ERI Håndboldskole i Rantzausmindehallen

 


Se de mange dejlige billeder fra hele ugen i Mediegalleriet - HER



 

Åbningstale ved OL ved håndboldskolen i Rantzausminde (ERI)
af Svendborgs "sportsminister" Henrik Nielsen (C)
fredag den 1. juli 2016.

 

God morgen og tak for invitationen til at holde åbningstalen her ved ERIs Håndboldskole OL. Det er jeg som lokal ”sportsminister” meget stolt over og glad for at få lov til. Hvor er det fantastisk at se så mange håndboldglade børn her i Rantzausminde. Og sikke en flot indmarch.

OL eller De Olympiske Lege er noget helt særligt og har været afholdt i mere end 2.800 år og håndbold har været en fast disciplin på det olympiske program siden 1972, men var også på programmet i 1936. Danmark har med guldpigerne vundet guld i håndbold i 1996 i Atlanta, 2000 i Sidney og i 2004 i Athen. 

Livsfilosofien bag De Olympiske Lege, kaldes Olympisme. Tankerne om olympismen var stifteren af de moderne olympiske lege Pierre de Coubertins. For ham at se var det at dyrke idræt at lære at opføre sig efter bestemte regler og værdier. I sport respekterer man sin modstander, man kæmper modigt og selvstændigt, man bruger både sin krop og sin intelligens, og man yder sit bedste. Man lærer gensidig forståelse, venskab, ærlighed og hjælpsomhed. Det er disse værdier, der udgør olympismen. 

Gennem sporten kunne man derfor opdrage unge mennesker til at gøre deres til, at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt. Ved at lade unge mennesker fra hele verden mødes hvert fjerde år, kunne OL være med til at skabe fred og forståelse mellem mennesker.

Her ved ERIs håndboldskolen har håndbolden været i fokus og det at spille håndbold eller dyrke anden sport er netop med til at skabe stærke fællesskaber. Fællesskaber, hvor vi kan finde venner, have det sjovt sammen, konkurrere, blive bedre, få forståelse for og respekt for hinanden og tanke selvtillid og livsglæde. Det er med til at styrke vores sundhed. Det er alt sammen alt afgørende for at få et godt liv.

Det olympiske motto, der blev brugt første gang i Antwerpen i Belgien i 1920 er det latinske ”citius, altius, fortius”, der betyder ”hurtigere, højere, stærkere”. Det er udtryk for, at vi skal stræbe efter at blive bedre og at yde vores allerbedste.

Men Den olympiske ånd bygger også på fairplay, venskab og solidaritet. Det uofficielle motto for De Olympiske Lege er, at det ikke er det at vinde, der er det vigtigste, men derimod det at deltage. Det vigtigste i livet er ikke triumfen i sig selv, men kampen for den. Det vigtigste er ikke at have overvundet andre, men at have kæmpet godt.

Det skal være min opfordring til jer at tage disse værdier med jer til dagens konkurrencer og videre med i livet. Hvad kæmper vi for? Sejr! Og det er sjovt at vinde! Men det vigtigste er at være en del af fællesskabet, at deltage og at gøre sit bedste.

God kamp og rigtig god fornøjelse til jer alle.

Med disse ord erklærer jeg OL ved Håndboldskolen i Rantzausminde for officielt åben.

 
Egense / Rantzausminde Idrætsforening, Dyrekredsen 12, 5700 Svendborg